Sundhed og kost

Sundhed og kost

På Amager Lilleskole vil vi gerne give vores elever en bred forståelse af og tilgang til sundhed, som tager udgangspunkt i et bredt og positivt sundhedsbegreb, der omfatter både fysisk, mental og social sundhed.

Gennem sin skoletid på Amager Lilleskole vil eleven udvikle alderssvarende indsigt​, ​engagement​, ​visioner​, ​handleerfaringer​ og ​kritisk sans​ (handlekompetence) i forhold til egen sundhed.

Sundhed er en forudsætning for, at eleven kan indgå aktivt i skolens aktiviteter, i den daglige undervisning, i sociale relationer og i skolens fællesskaber.

På Amager Lilleskole er spisning en fællesskabende aktivitet, som vi prioriterer både i hverdagen og i særlige anledninger.

Vi følger så vidt muligt myndighedernes officielle anbefalinger ift. børn og unges sundhed og trivsel.

Skolens ansvar

Skolen tilstræber i sin organisering, undervisning og praksis at støtte og danne børnene ud i at træffe alderssvarende sunde valg i forhold til ernæring, livsstil, trivsel og sociale relationer.

Lærere og pædagoger har et aktivt medansvar for, at eleven får spist og drukket og har derfor en vejledende/guidende rolle. Det kan fx være at sikre gode rammer for spisepausen midt på dagen, undervisning i mad og ernæring, bevægelse og motion, information om negative effekter af alkohol og andre rusmidler, etc.

I hjemmegrupperne træffer lærerne sammen med familierne og eleverne selv  aftaler om fx uddeling til fødselsdag, lækkerlister, etc.

Familiens ansvar

Familien har ansvar for at sikre, at eleven har mad og drikke med i skole, så eleven får nok energi til at deltage i undervisningen og i hverdagen på skolen.

Gennem elevens skolegang vil der løbende skulle træffes fælles aftaler, der omfatter hjemmegruppen. Det kan fx være ifm. uddeling til fødselsdage, kvartalsfødselsdage, spisegrupper, etc. Her har familierne ansvar for at finde og bakke op om fælles løsninger, der ud fra det brede sundhedsbegreb støtter op om hele børnegruppens fysiske, mentale og sociale sundhed.

Elevernes ansvar

Eleverne er dem, der bedst kan mærke, om de er sultne eller tørstige og har brug for energi. Gennem deres skoletid på Amager Lilleskole udvikler eleverne løbende et alderssvarende ansvar for at spise og drikke, så de har energi nok til gennem en hel skoledag at indgå aktivt i undervisningen og fællesskabet.

Ældre elever er rollemodeller for yngre elever og forventes at tage det ansvar på sig. Det indebærer fx at man følger skolens ryge- og alkoholpolitik og ikke tager slik, chips, energidrikke, etc. med i skole.