Rygepolitik 

Amager Lilleskoles ryge-, snus- og dampepolitik

ALS’ ryge-, snus- og dampepolitik tager udgangspunkt i Røgfri skoletid. Røgfri skoletid betyder, at hverken elever, ansatte eller gæster må ryge, dampe eller snuse i skoletiden – hverken på eller uden for matriklen. Formålet med røgfri skoletid er at skabe en kultur, hvor tobak eller lignende produkter ikke er en del af skoledagen.

Røgfri skoletid er et af de mest effektive redskaber til at undgå rygning blandt eleverne. Med røgfri skoletid gør skolen en vigtig indsats for at nedbringe antallet af elever, der begynder at ryge, dampe og snuse. Samtidig skaber skolen en social kultur, der ikke er orienteret omkring rygning og andre tobaksprodukter.

Røgfri skoletid for elever er et lovkrav på alle grundskoler, kostskoler og efterskoler pr. 1. januar 2021. I følge loven omfatter røgfri skoletid alle tobaksrelaterede produkter. Med tobaksrelaterede produkter menes alle produkter med tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler. Det omfatter også øvrige relaterede produkter som fx e-cigaretter uden nikotin. Som en del af Røgfri skoletid gæler det for alle - elever, ansatte og øvrige - at det ikke er tilladt at ryge eller anvende andre tobaksrelaterede produkter på skolens område. På Amager Lilleskole er forbuddet, for at skabe de bedst mulige forudsætninger for at elever ikke begynder at ryge, udvidet til at omfatte alle i hele skoletiden. Det betyder følgende:

  • Det er ikke tilladt for hverken elever eller ansatte at ryge, dampe eller snuse på skolens område eller uden for skolens område i undervisningstiden. Dette gælder også omkringliggende private og offentlige områder som veje, carporte, gårdområder, opgange og indkørsler.

  • Det er ikke tilladt for hverken elever, ansatte eller gæster (forældre m.v.) at ryge, dampe eller snuse på eller omkring skolens områder til skolens arrangementer, ved lån af skolen og lignende. Dette gælder også omkringliggende private og offentlige områder som veje, carporte, gårdområder, opgange og indkørsler.

  • Forbuddet omfatter alle som færdes på skolens område både i og udenfor skolens normale åbningstid – dvs. børn og unge, ansatte på skolen herunder vikarer m.v. samt forældre, gæster og alle andre.

  • Forbuddet omfatter ligeledes lejrskoler, rejser, ekskursioner, udflugter og lignende aktiviteter.

Håndhævelse overfor personale

  • En overtrædelse af rygeforbuddet sanktioneres efter de almindelige ansættelsesretlige regler. Det er ledelsens ansvar, at rygepolitikken overholdes, og der skal altid være en konkret, individuel vurdering af, hvordan en overtrædelse af rygeforbuddet sanktioneres.

  • Hvis ryge, dampe og snusforbuddet overtrædes gives der i første omgang normalt en påtale eller advarsel. Ved gentagelse kan overtrædelse medføre advarsel eller afskedigelse.

Håndhævelse overfor elever

  • En forudsætning for håndhævelse af røgfri skoletid overfor eleverne er fælles fodslag blandt alle ansatte. Alle ansatte bakker 100 % op om politikken og den fælles plan, der er for håndhævelse af denne.

  • Hvis en medarbejder ser en elev ryge, skal eleven gøres opmærksom på skolens politik om røgfri skoletid, og ledelsen orienteres straks om overtrædelsen.

  • Første gang reglen brydes tager skolelederen kontakt til forældrene, og der indkaldes til et møde. På mødet lægges der en plan for, at den uønskede adfærd ikke gentages. En del af planen kan være, at eleven i en periode ikke må forlade skolens område i pauserne.

  • Hvis overtrædelse af politikken gentages, håndteres det ligesom overtrædelse af skolens øvrige ordensregler og kan således i sidste ende føre til bortvisning af den pågældende elev.

  • Dialog, støtte og hjælp: Skolen sørger for, at der på 6. og/eller 7. klassetrin undervises i viden om rygning og dampnings skadelige effekter på sundheden. I dette forløb introduceres eleverne for skolens regler vedrørende røgfri skoletid.